Peter Kristiansen udnævnt til æresmedlem
En enig hovedbestyrelse har valgt at tildele Peter Kristiansen denne titel, i taknemmelighed over det Peter har gjort, og stadig gør for klubben.
Peter flyttede som ung til Hadsund. Meget mere end 18 år har han ikke været, men jobbet hos Falck trak ham til, og snart satte han sine ben i Hadsund Boldklub for første gang.
I starten af den periode, hvor Peter fik sin gang i klubben, havde HB en lovende årgang.
Årgang 72-73 med over 30 spillere blev et vigtigt omdrejningspunkt i disse år, og der var et trænerteam, der manglede hjælp. Det lykkedes at overtale Peter til at indgå i trænerstaben.
"Falck Peter" som han hurtigt blev døbt, var en kærkommen og meget engageret forstærkning, der kunne tilføre trænerteamet nye tanker og ideer. Peter fik dermed en forrygende start i HB og engagementet med årgang 72-73 toppede i efteråret 1984 med et Jysk mesterskab i lilleputmesterrækken. Desværre tillod Peters job, med skiftende arbejdstider ikke, at han påtog sig et "fuldtidsjob" som medhjælpende træner.
Om det er Peters interesse for årgang 72, der har ført ham så langt inden for fodboldens verden, er uklart, men en kendsgerning er det, at Peter utallige gange har kørt og stadig kører de 742 km til Gelsenkirchen for at se Schalke 04, årgang 72-73's Ebbe Sands hjemmebane. Turen tages som sagt stadig med jævne mellemrum for at opleve godt fodboldspil og en fantastisk atmosfære. Ånden og kulturen i Schalke fik tag i Peter og er blevet en konkurrent til HB, men han vender altid tilbage til Hadsund og deler gerne ud af sine oplevelser på hjemmebane.
Igennem årene er det blevet til store indsatser i Hadsund Boldklubs ledelse, hvor Peter i en periode også har været hovedformand, en titel han dog ikke selv ynder at smykke sig med, men et faktum er det, at han på bedste vis, og med styrke, formåede at tegne Hadsund og klubbens afdelinger.
Når man taler om fodboldledelse, så er Peter dybt engageret og han er i sandhed en brændende ildsjæl.
Traditioner i klubben har en særlig plads for Peter. Således har han igennem mange år deltaget i arrangementer både her og i Norge når vores venskabsklub Storm inviterede, eller kom på besøg hos os. I rigtig mange år har Peter været HB's hovedtaler ved den traditionelle velkomstfest.
Engagementet i at sikre vores klub, og det særlige fokus på vores seniortrup i en periode hvor det var rigtig svært, bidrog også til en genrejsning af seniorafdelingen og klubbens 1. hold. Her viste Peter sig som den man kunne kontakte og som den der tog ansvar for at tingene blev sagt og nogen "gjorde noget".
Efter de mange år i klubbens trænerstab, klubbens ledelse og nu som DBU ambassadør og formand for udvalget A4, et udvalg der arbejder med tiltrækning og fastholdelse af frivillige ledere i DBU Jylland, nærer han stadig et ægte ønske om udvikling af HB, herunder medlemmerne og lederne, med vidensdeling og fokus på frivilligheden. Her har hans tilknytning til ambassadørkorpset i DBU blandt andet også den betydning, at han tit er ude i lokale klubber, til overrækkelser af nåle og hæderstegn.
Peter modtog i 2002 DBU Jyllands sølvnål og senere i 2009 modtog han DBU's sølvnål.
Det er en ære for Hadsund boldklub at have en repræsentant med et så stærkt HB-hjerte i Peter, og vi takker ham for hans mangeårige indsats for klublivet og for fodbolden med dette æresmedlemskab. Peter er en altid skarp og værdig repræsentant for fodbolden, og for Hadsund Boldklub.
Klubben ønsker dig tillykke med æresmedlemskabet.