Menu

90 års jubilæum

image

Den 20. august 2016 var det 90 år siden Hadsund Boldklub blev stiftet af aktive Hadsund borgere.
Herover Hovedbestyelsen
fra venstre Mette Zimmer, Bjarne Hamann, Peter Kristiansen, Søren Nielsen, Karl Christensen, Line Nørholm

   
 Peter Kristiansen, Formand for Hadsund Boldklubs Hovedbestyrelse  Jan Bøgh, Hadsund Boldklubs Venner
   
Mogens Jespersen, Borgmester MariagerFjord Kommune Henrik Sloth, ASV, JBU
Eigil Kristensen, Æresmedlem Hadsund Boldklub Pengegaver ved jubilæet
 Glade gæster  nyder den festlige dag


Formandens tale ved jubilæet

Hadsund Boldklub blev stiftet d. 20.08.1926 på et møde afholdt i salen på det daværende afholdshotel. I opstarten var der kun fodbold på programmet.

Der var ca. 20 deltagere på den stiftende generalforsamling, som for de flestes vedkommende var udbrydere fra Hadsund Idrætsforening, som man ikke længere ønskede at være en del af på grund af foreningens store økonomiske vanskeligheder.

Hvem der præcist deltog på den stiftende generalforsamling vides ikke med sikkerhed, da protokoller mv. gik til ved en brand midt i tresserne.

Man ved dog at den første bane lå ved den gamle Skovpavillon tæt ved Hobrovej. Senere købte klubben et areal med en granplantage, hvor der både blev råd til at anlægge en bane samt lave 2 omklædningsrum og en lille kiosk. På trods af dette og måske mest fordi at banen aldrig blev helt plan flyttede man i 1943 til et nyanlagt areal på Stadionvej. Dette er senere udbygget mange gange, og det er her at vi den dag i dag holder til ved siden af skolerne, hallerne samt både multi- og kunstgræsbaner.

I 1946 oprettes håndboldafdelingen, i 1963 stifter nogle ihærdige HBere Hadsund Boldklubs Venner kaldet HBV ud fra den betragtning, at ligegyldigt hvor godt og sikkert en klub bliver drevet i det daglige, vil der altid være behov for støttekroner i ny og næ, og for 20 år siden i 1996 bliver Petanque afdelingen oprettet som seneste skud på stammen.

Sådan ser HB ud i dag, og klubben bliver ledelsesmæssigt drevet af en Hovedbestyrelse bestående af et Forretningsudvalg på 3 personer samt de til en hver tid siddende 3 formænd for hver sin afdeling Fodbold, Håndbold samt Petanque.

Derunder arbejder diverse bestyrelser samt udvalg og et utal af frivillige hver dag året rundt for at holde hjulene i gang.

 

Vi er i HB bevidste om, at vi fylder meget i lokalsamfundet, og vi er ligeledes interesserede i, til hver en tid at være en del af lokalsamfundet og af området omkring os. Vi ved også at det forpligter at være en af kommunens absolut største idrætsklubber, og vi forsøger løbende at tilpasse os de forandringer som naturligt kommer.

På den baggrund er det helt naturligt, at vi gennem en årrække har arbejdet sammen med flere af vores naboklubber på både spiller og trænersiden for på den måde at sikre at alle uanset alder har mulighed for at spille bold.

Dette må siges at være en løbende succes. En succes som vi meget gerne deler med vores samarbejdende klubber.

Vi vil altid byde alle uanset alder, hudfarve, religion eller anden etnisk herkomst velkommen til at være en del af vores fælleskab, hvis man ønsker at benytte sig af de tilbud som vi kan give.                                                                                                             I Hadsund Boldklub er det ikke et krav at man skal kunne hverken kongerækken eller den store tabel bagfra for at kunne deltage…

Vi har derimod kvalificerede trænere og ledere til at tage i mod og til at sikre at alle trives, og vi har i HB så højt til loftet at der til en hver tid er plads til at alle kan blive hørt.

 

Vi har igennem mange år haft tradition for et godt samarbejde og en god dialog først med Hadsund Kommune og siden Mariagerfjord Kommune, og jeg vil gerne her takke for den velvillighed og det medspil som vi generelt møder, når vi i det daglige henvender os for at få vendt eller løst forskellige problemstillinger.

Ligeledes vil jeg gerne understrege, at uden vores mange trofaste og loyale sponsorere som følger og hjælper år efter år og som altid er der for os, var det ikke muligt at kunne tilbyde disse fantastiske rammer vi her står i, og det var heller ikke muligt at kunne give vores medlemmer de mange oplevelser, sportslige som sociale, som vi faktisk gør..

Til vores sponsorer går vi sjældent forgæves, og i respekt for de virksomheder og personer som hjælper os vil jeg gerne sige en rigtig stor tak.

 

2 eksempler på et tværgående samarbejde med mange     interessenter af absolut nyeste dato er anlæggelsen af multibanen som er anlagt mellem hallerne og skolen samt anlæggelsen af kunstgræsbanen ved lysbane 1, hvor det første entreprenørarbejde er startet i denne uge.

Begge projekter, i øvrigt helt uafhængige af hinanden, er blevet realiseret i tæt samarbejde med kommende brugere, velvillige sponsorere, kommunen og HB.

 

Når alt står klar, forhåbentlig inden udgangen af 2016, er Hadsund Stadion samt Hallerne med helt ny anlagte gulve samt adskillige renoveringer, løftet fra at være et rigtigt dejligt område at udøve sin idræt i, til et moderne og opdateret idrætsanlæg, hvor vores medlemmer i den grad kommer i centrum.

Når man ser tilbage på processerne, på det enorme arbejde som mange af vores frivillige ledere samt professionelle samarbejdspartnere har udført, samt på de færdige resultater som vi venter os meget af synes jeg egentligt at det er utroligt svært lige nu at fastholde pessimismen.

 

Jeg synes at Hadsund Boldklub i 2016 fremstår som en meget frisk og rørig 90 årig, og som en forening der husker og påskønner traditionerne og det arbejde der er udført af frivillige igennem alle årene. Samtidig er det en klub som ikke lader sig bremse af ”det som var godt engang” men derimod konstant er i udvikling og fremdrift, alene for at sikre at vi til hver en tid lever op til de krav som medlemmer i alle aldre med rette kan stille til os både nu og i fremtiden. 

 

Med disse ord vil jeg på Hovedbestyrelsens vegne sige tak til alle fremmødte her i dag. Jeg vil sige tak til vores mange samarbejdspartnere og jeg vil sige tak til de rigtig mange som følger og støtter HB i det daglige. I er helt og aldeles uundværlige for os.

 

Sidst naturligvis en kæmpe tak til vores aktive spillere, trænere og ledere som i hverdagen ofte gør det umulige muligt, og som i virkeligheden er årsag til at vi i dag sammen kan sende en ualmindelig frisk 90 årig videre igennem livet med en afstukket og sikker kurs mod den næste meget runde dag om præcis 10 år.

 Vil i venligst rejse jer og udbringe et trefoldigt leve for Hadsund Boldklub……

                                                   Hadsund, lørdag d. 20.08.16.

                                                  Hovedbestyrelsen Hadsund Boldklub

                                                  Peter Kristiansen

 

 

Arne Lübecks opdatering af Hadsund Boldklubs historie i Hadsund Folkeblad 30. august 2016 

 Ved dette 90 års jubilæum kunne  klubbens æresmedlem Eigil Kristensen fejre, at et var 65 år siden han kom til byen.

Når man kigger tilbage på Hadsund Boldklubs nyere historie, ja så er netop Mr. HB's  indsats af stor betydning. Mange år som utrættelig kampfordeler, træner, holdleder og bestyrelsesmedlem, har ført til rigtig flotte resultater som for fleres vedkommende den dag i dag kan betragtes som milepæle.

Juniorholdet, som han stod i spidsen for i 1958, var det første ungdomshold, som for alvor viste, at der var talent tilstede.  Junior B holdet spillede sig frem til semifinalen om det jyske mesterskab, men måtte tage til takke med et nederlag til AGF i  Randers. Dette hold fostrede de følgende år flere markante førsteholdsspillere i serie 3 og 2.

I 1960'erne lå HB og rykkede op og ned fra serie 3 til serie 2 og retur. Det gik bestemt ikke alt for godt i flere sæsoner.

I 1962 rykkede holdet ned og gik hele 7 magre sæsoner i møde, inden den nye træne, Kaj Madsen fik spillet holdet til oprykning til serie 2. Et hold, der den dag i dag, af mange betragtes som et af de bedste i nyere tider.

Her var profiler som Jens Erik Bech, Ib Christensen, Arne Nielsen, Svend Åge Aggerholm, Flemming Jensen og Leif "Lier" Poulsen iblandt.

Holdet rykkede ud efter få sæsoner, og først i 1978 vendte man tilbage til Serie 2, som i mange år betragtedes som den naturlige række omend Serie 1 var målet.

I 1984 kom spillende træner Per Westergaard fra AAB til klubben, og med sig på sidelinjen havde han Eigil Kristensen. Herefter var der spillemæssigt fremgang i nogle sæsoner. Flere af spillerne havde Mr. HB  haft succes med som juniorer, hvor det blev til Kredsmesterskaber. I 1986 kunne klubben notere sig et Serie 1 hold for første gang i dens historie, også med Westergaard som spillende træner.

1991 blev en stor sæson for førsteholdet.

Flere at de store talenter fra årgangene med tvillingerne Sand og Andersen og trænerne Ejner Sand og Søren Juul Nielsen var blevet seniorer og HB kom retur fra Serie 2 og en sand optur indledtes kulminerende  med oprykning til Jyllandsserien i 1992.

I same sæson kom HB på Tipskuponen, hvilket ikke var set tidligere. Her mødte holdet i Landspokalturneringen Kolding fra 2. Division. Efter en god indsats måtte man dog se sig besejret . Kort tid efter rejste Ebbe og Peter Sand til hovedstaden for at studere. Resten af forløbet er velkendt.

HB formåede ikke at bevare pladsen i Jyllands Serien, og siden da har tilværelsen været med op- og nedrykning on and off.
 I dag spiller det bedste hold i Serie 2.

I 1992 meldte et andet stort lyspunkt sig i HBs historie.

Med trænerne Erling Jensen og Karsten Eriksen i front kom klubbens ynglingehold i den danske 2. division. Talenter kom og gik. En klub af HBs størrelse kender vilkårene.

Den dag i dag er der et fremragende ungdomsarbejde i klubben og nye talenter er på vej til de næste 10 år inden HB  runder de 100 år.

Kvindefodbold

I midten af 1980'erne kom  der igen gang i kvindefodbold i HB efter en kort debut i begyndelsen af 1970'erne med Eigil Kristensen og Ove Jensen som ildsjælene.

Nye dedikerede trænere kom til, bl.a. Benny Svendsen og Kim Jensen, og på få sæsoner blev der klar fremgang, og nuværende forretningsudvalgsmedlem Peter Kristiansen  tog over i begyndelsen af 1990'erne.

Senere kom Jens Lund og  John Børge Pedersen til som formænd, og stabiliteten var intakt i flere sæsoner, hvor også ungdomsfodbolden var et godt aktiv for klubben og byen.

 

Håndbold

Håndbold i HB fik for alvor gode rammer, da man kunne indvi Hadsundhallen i 1968.

Lidt efter lidt etableredes en aktiv ungdomsafdeling, og seniorerne fik for alvor en hjemmebane for såvel kvinder som mænd, der  indtil da måtte nøjes med træning i gymnastiksalen og leje ophold i andre haller.

I årene forinden, helt tilbage til 2. verdenskrig, var det udelukkende markhåndbold klubben kunne tilbyde.

Ihærdige ledere som Søren Jørgensen, Mogens Jensen og Carl Lüttichau var i front de første år med Hallen som spillested. Også med håndbolden er det gået op og ned. Skiftende formænd har tegnet afdelingen. Fælles for alle har det været, at de har formået at tiltrække dygtige trænere, men trods det er det ikke blevet til placeringer højere end  Serie 1.

Til gengæld har man kunnet notere sig, at der var et kvalitativt tilbud om også at dyrke håndbold i Hadsund.

Siden er også en populær Petanque afdeling kommet til.

 

Hovedsponsor

Supersponsor

Top sponsorer

Top sponsorer

Top sponsorer