Menu

At blive æresmedlem i Hadsund Boldklub kræver noget særligt

01. september 2017 kl. 18:07
Poul Erik Hansen sammen med Eigil Kristensen

 

Nyt æresmedlem i Hadsund Boldklub

At blive æresmedlem i Hadsund Boldklub kræver noget særligt. Mange yder en indsats for et hold eller for en sag, men få vil i længere perioder og med en ekstraordinær dedikation hellige sig livet i HB som noget særligt. Det bliver en livsstil når man igennem mange år er forenet med klubben. Disse mennesker, der sætter klubben højere end sig selv og også prioriterer klubben højt i forhold til, eller sammen med familien, kalder til respekt og anerkendelse.

Poul Erik Hansen har siden ungdomsårene været spiller i Hadsund Boldklub. Han har kæmpet utallige kampe og har som spiller arbejdet sig op igennem rækkerne. Som midtbane var han en arbejdshest, flittig, garant for en 100% indsats, initiativrig på banen, stålsat men samtidig en "ordentlig" og fair personlighed. Dette gjaldt såvel på, som udenfor banen.

I klubregi arbejdede han i kulissen altid ihærdigt med tingene. Han ydede en særlig indsats med elinstallationerne i klubhuset i 80'erne. En særlig indsats blev lagt omkring opstart og drift af ALTO-Cuppen, hvor Poul Erik var en helt central person, og hvor han ydede et kæmpe arbejde.

Forudsætningen for det Poul Erik igennem mange år har ydet for HB er Lisbeth, hvorfor en stor tak også skal lyde til hende.

Poul Erik hædres på baggrund af blandt andet ovenstående, og generelt for en mangeårig indsats for klubben, som værdig ambassadør via sin personlighed, med sin stille, men respekterede form, sin noble og korrekte fremtræden, og for som en stor idrætsmand, at have ageret forbillede i forhold til klublivet.

På den baggrund takker HB dig med tildeling af æresmedlemskab af Hadsund Boldklub.

 

På Hovedbestyrelsens vegne

Torben Svendsen

Luk