|
| Nilfisk Alto Cup 2012 fik et moderne løft HB Fodbold 26. januar 2012 - 16:52 af: HBF Bestyrelse Nilfisk Alto Cup 2012 blev igen et godt besøgt indestævne for piger og drenge fra U6-U19. Cuppen satte rekord for antal tilmeldte hold på en weekend. Flere hold kom igen i år for sent med deres tilmelding og kom ikke med i den populære cup med de flotte præmier. Det var i år nye ansigter som skulle arrangere indestævnet i fodbold Nilfisk Alto Cup 2012 for Hadsund Boldklub.
Søren Nielsen, Jesper Overgaard og Karsten Floor, som alle selv har børn i Hadsund Boldklubs fodboldafdelling,
havde i år overtaget stævneledelsen fra de sidste 2 års stævneleder og arrangør Allan Thygesen.
Den nye stævneledelse holdt fast i mange af traditionerne i Nilfisk Alto Cup, men de havde som nye tiltag lagt tilmeldingen til stævnet ind på staevner.dk og en anden nyhed var at de leverede løbende resultater på storskærm under hele cuppen.
Stævnet blev igen i år en stor succes, da alle planlagte rækker blev gennemført i alle årgangene, således alle årgange havde mulighed for at komme i kamp. Der var hold med fra Fortuna Hjørring og AaB i nord, Løgstør IF og Houlkær IF i vest og Hornbæk SF i syd.
Fredag aften stod på ungdomsfodbold for de ældste fra U15-U19. Fredagens kampe sluttede først kl. 2300, hvilket syntes at behage de mange teenagere. Der var en ungdommelig stemning i Hadsund Hallerne, hvor piger og drenge havde mulighed for at se hinanden an. Der blev vist flot og spændende kampe med høj intensitet.
Tidligt lørdag morgen kl. 0800 var stævneledelsen klar til 3- og 5-mands fodbold for de yngste årgange i U6 og U7.
Det var imponerende at se hvor mange friske børnefamilier, som havde valgt at bruge lørdag morgen i Hadsund Hallerne sammen med deres børn. Hadsund Hallerne var nemlig fyldt til bristepunktet hele lørdag formiddag små fodboldspillere, deres forældre, bedsteforældre og søskende.
Lørdag eftermiddag og søndag forsatte stævnet med kampe i de mellemste årgange. Der blev spillet mange flotte kampe og enkelte af stævnerne havde meget spændende afslutninger.
Nilfisk Alto Cup kan ikke gennemføres uden et stort antal hjælpere. I år var der rigtig mange trænere, spillere og forældre, som meldte sig til en opgave under Cuppen. Faktisk var der rigtig mange af de unge spillere i klubben, som henvendte sig til stævnekontoret for at få lov til at hjælpe til. En populær opgave blandt de unge hjælpere, var at dele præmier ud til deltagerne.
Arrangørerne og samtidig stævnelederne under Nilfisk Alto Cup 2012, fra venstre Karsten Floor,
Søren Nielsen og Jesper Overgaard.
Hadsund Boldklub Fodbold siger tusind tak til de 3 arrangører for deres store indsats i f.m. med
planlægningen og gennemførelsen af Nilfisk Alto Cup 2012.   |

 |