57

HBF U8/U9 Drenge blev nr. 3 ved Landsmesterskaberne 2010 i Sorø.

HB Fodbold
4. januar 2010 - 14:40 af: Formand Sport

En fantastisk præstation af drengene som i 7 kampe kun lukkede 2 mål ind. Det var således kun de senere Landsmestre som kunne score imod holdet. Der var ingen lette kampe i turneringen, hvor holdet kun en gang var foran med 2 mål.





U8 drengene havde kvalificeret sig til LM i Sorø i indefodbold. Turneringen var dog lavet sådan, at de bedste U8 hold skulle møde de bedste U9 hold. Det var på forhånd en svær opgave, drengene havde i udsigt i en turnering med 17 stærke hold.

Drengene skulle lørdag spille 3 indledende kampe og startede med at møde Høng fra Vestsjælland. De 2 hold startede forsigtigt og var tydeligt nervøse over at spille i en fyldt Sorø Hal. HB var dog stærkest og vandt fortjent 1-0 på et sent mål af Magnus.

I anden kamp mod Espergærde kunne vi sikre vores målsætning ved at vinde og komme i A-finalerne næste dag. Vi spillede igen nervøst, men havde styr på kampen. Det lykkedes os desværre ikke at score så kampen endte 0-0.

I den 3. og sidste indledende kamp havde drengene vænnet sig til den intense stemning under kampene. Vi havde ingen problemer med at slå Brørup fra Sydvest med 2-0 på mål af Nicolai og Magnus.
Drengene vandt deres indledende pulje og var således klar blandt de sidste 8 hold.

Drengene var meget lettede og stolte over dagens præstation og var således helt oppe i gear til aftenens arrangement - Fest, fart og fodbold. De mødte mange nye piger og drenge og fandt også selv frem til nogle af vores kommende modstandere.

Søndag stod det klart, at vi i første kamp, ud af tre, i mellemrunden skulle møde vores gode venner fra Aalborg KFUM, som var blevet nr. 1 i U9 rækken i Nordjylland. En stor mundfuld for vores hold, som bestod af 4 U8 spillere og 4 U9 spillere. I en helt lige og intens kamp med flot spil af begge hold, lykkedes det Frederik at score med 10 sekunder tilbage. Drengene vandt 1-0 og viste også stor glæde efter kampen.

I mellemrundens anden kamp mødte vi Roskilde BK, som vi på forhånd vidste var meget stærke. Vi startede dog bedst og fik en god chance, som desværre blev misbrugt. Roskilde fik mere og mere spil, og de kom også fortjent foran 1-0. Roskilde havde et stærkt hold og deres spillere var også større end HB´s drenge. Roskilde spillede flot sammen og vandt kampen 2-0.

Den sidste kamp i mellemrunden mod Rønnede IF fra Storstrømmen, blev igen lidt nervøs, da drengene selv havde regnet ud at vi skulle vinde kampen for at komme i finalerne.
Drengene kæmpede igen heroisk og var igen bedst. Resultatet blev 0-0, hvilket lige var nok til at komme i Bronzefinalen.

Drengene var blevet så trætte, at de næsten ikke viste glæde over at skulle spille endnu en kamp.

I Bronzefinalen skulle vi igen op imod Høng, som vi spillede åbningskamp imod.
Kampen blev en gyser, hvor Høngs lidt større drenge tydeligt, ville have revance. Ordinær spilletid og omkamp endte 0-0. Der var ingen åbne chancer i de første 15 min, kun intense og hårde nærkampe, hvor spændingen var stor og kampen konstant bølgede frem og tilbage. Kampen forsatte til første scorede mål og igen viste drengene at de ville have en medalje med hjem til Hadsund. Frederik fik igen den afgørende fod på bolden, da han i et klumpspil foran Høngs mål scorede sejrsmålet.

Nu viste drengene glæde og der var virkelig tale om at drengene havde vundet en broncemedalje. Drengene løb rundt på hele banen og det hele endte i en stor bunke af spillere. Broncemedaljen var hjemme.

Roskilde BK vandt fortjent Landsmesterskaberne ved at vinde over Allerød i finalen.

Et fantastisk resultat for HB´s drenge som var blandt de yngste i turneringen. Det lykkedes i 7 kampe kun Landsmesterne fra Roskilde at score imod holdet, hvor Rasmus som målmand og Oliver som bagerste mand spillede fantastisk igennem hele turneringen.

Igennem hele turneringen blev der løbet og kæmpet, hvor Andreas F. alene i angrebet og Simon og Andreas S. som var blandt de yngste spillere i turneringen var med til at slås om hver eneste bold.
0 kommentarer


Du skal være logget ind, for at skrive en kommentar

Login
Brugernavn:
Kodeord:
Gem login

Ny bruger
Glemt password?