Seniorafdelingen.
Inden denne sæsons start havde Hadsund Boldklub et herrehold i serie 3 og 2 hold i serie 5, samt et damehold i DGI. Sæsonen startede med at der kom en håndfuld dygtige U19 Drenge til træning i seniorafdelingen, da de ikke selv kunne stille hold. Drengene valgte at blive mænd og tage kampen op med seniorspillerne om pladserne på 1. og 2. holdet. Stærkt af U19 Drengene, som har været meget stabile og som har gjort en god figur til træning og i kamp i denne sæson. Denne tilgang af nye unge og talentfulde spillere til seniorafdelingen har givet mere ro og stabilitet på holdene, som nu kan stille med de samme spillere fra weekend til weekend uden de store udskiftninger i trupperne. Samtlige spillere i seniorafdelingen har været flittige på træningsbanerne, hvor kampen om pladserne er blevet skærpet og intensiteten under træningen er steget. Dette har også bevirket at alle hold i seniorafdelingen har spillet med om 1. pladserne op til de sidste spillerunder i deres puljer.
Det nyoprykkede serie 2 hold har udvist stor stabilitet, og flot spil i serie 3, igennem hele sæsonen og har slået samtlige hold i kredsen, så oprykningen må siges at være fortjent, og de er samtidig det hold der har lukket færrest mål ind. Truppen er bred og talentfuldt og spillerne har imponeret med flot fremmøde til træning. Holdet er meget ungt, med et par lidt ældre erfarne spillere midt i tyverne. Holdet har på kort tid vokset sig modent og viljestærkt og det besidder et meget stærkt kollektiv.
Holdet er sammenlignet med de øvrige kredsvindere i serie 3, det hold, som har fået flest point og med en meget flot målscore. En del af spillerne har taget et stort skridt videre i deres udvikling, og holdet bliver spændende at følge i serie 2. Det kommer ikke bag på os der kender holdet, og som har fulgt dem gennem sæsonen 2010, hvis det bliver til endnu en topplacering i kommende sæson. Målet er dog klart at stabilisere sig i serie 2.
Serie 5.2 spillede sig suverænt op i serie 4 i foråret og var tæt på at gå de sidste skridt videre op i serie 3 i efteråret. En del skader og afbud kom i vejen for serie 4 i de sidste kampe, hvor holdet inden de sidste runder lå til at rykke op. Flot sæson og debut som cheftræner af Kim Dalgaard, der startede med 2. holdet i serie 5.2, og som nu i den kommende sæson vil blive kandidat til at tage næste skridt op i serie 3.
Cheftrænerne Danny Jensen (Herresenior 1), Kim Dalgaard (Herresenior 2), Toke Larsen (Herresenior 3) og Mads Degn (Damesenior 1) har sammen med Sportslig Ansvarlig Claus Theil, formået at løfte både det sportlige og det sociale i Hadsund Boldklubs seniorafdeling i denne sæson, hvilket også gør at alle spillere ønsker at forsætte i Hadsund Boldklub i næste sæson. Samtidtig har vi allerede nu få tilsagn om tilgang af spillere fra de omkringliggende klubber og dermed skærpet konkurrence på holdene i kommende sæson.
Ungdomsafdelingen
I de sidste 2 sæsoner har der været medlemsfremgang i ungdomsdelingen i Hadsund Boldklub på 10 procent pr. sæson og i 2010 var der igen medlemsfremgang.
Samtidig har der i år også været stor tilgang af trænere og holdledere fra 51 til 62 trænere/holdledere. Kun 2 er stoppet.
Fastholdelsen og tilgangen af de frivillige trænere og holdledere i Hadsund Boldklub har betydet at mange efterhånden har fået god erfaring med at træne af børne- og ungdomssfodbold og med at planlægge en fodboldsæson.
Forældreopbakningen er stor i Hadsund Boldklub og de fleste har fundet ud af at man ikke behøver at være fodboldtræner eller fodbolddommer for at hjælpe til på et fodboldhold. Mange forældre tilbyder sig med tøjvask, kørsel og kagebagning. Denne hjælp giver overskud til trænerne til planlægning af træning og kampe.
Vi har heller ingen problemer med at skaffe frivillige hjælpere til vores årlige aktiviteter, som f.eks. Alto-/Nilfisk Cup, SparNord Cup og salg af vores årlige julekalendere, som er sjove oplevelser, der samtidig skaffer penge til fodboldafdelingen.
De stabile rammer i Hadsund Boldklub har også givet sportsligt udbytte i denne sæson, da stort set samtlige ungdomshold har haft fremgang i 2010.
I de yngste årgange i U6-U7 har Cheftrænerne Lars Bomholt og Claus Fruergaard haft løbende tilgang af spillere gennem hele sæsonen og de har haft succes med at inddrage og rekruttere nytilkomne forældre som hjælpere, trænere og dommere.
U8, U9, U10 og U11 er store årgange, og der er i disse årgange stort talent og flot fodboldmæssig udvikling og de har alle 4 årgange leveret meget flotte resultater ved de Jysk/Fynske mesterskaber og Landsmesterskaberne.
U9/U10 Piger har spillet sammen, men er blevet fordoblet i størrelse, således vi i kommende sæson har både U9 piger og U10 piger. Pigerne har haft kraftigt fremgang i fodboldudviklingen og i de sportslige resultater under ledelse af Cheftræner Susanne Holst, som også har fået stor hjælp fra forældrene.
U12 piger har haft trænerskifte 2 gange i denne sæson, men de har nu fundet rytmen og har haft tilgang af spillere gennem efterårssæsonen. Holdet bliver i kommende sæson trænet af Cheftræner Ole Hvid Hansen, og Torben Svendsen, samt deres sønner Andreas og Tobias.
Ved sæsonstarten i April havde Hadsund Boldklub kun undgomshold i B-rækkerne og C-rækkerne, men allerede i sommerpausen var alle rækkerne fra U10-U17 Drenge at finde i A-rækkerne. Kun U15 må meget uheldigt tilbage i B-rækken, trods en 4. plads i kredsen. Holdet har dog i denne sæson haft stor fremgang under ledelse af den ny Cheftræner Martin Jensen.
U17 Drengene var meget tæt på at komme i Mesterrækken, hvilket er målet i den kommende sæson. Holdet består udelukkende af førsteårs U17 Drenge. Det er derfor meget flot at holdet i denne sæson blev nr. 2 i A-rækken. Der er store forventninger til den talentfulde og store trup.
Tak for sæsonen 2010
Alt i alt en stor sæson i Hadsund Boldklub Fodbold, som alle spillere, træner og ledere i afdelingen, kan være meget stolte af. Målet i den kommende sæson er at forsætte den positive udvikling sportsligt og socialt og skaffe de bedste rammer til medlemmerne for at det kan lykkedes.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle spillere, trænere, ledere og forældre, som har bidraget til den flotte sæson. Tak for sæsonen 2010 og tillykke med de flotte resultater.
Jan Senft, Formand
Hadsund Boldklub Fodbold