|
| Første Landsmesterskab til Hadsund Boldklub i ungdomsrækkerne i 24 år HB Fodbold 24. juni 2011 - 13:57 af: Formand Sport Hadsund Boldklubs U9 Drenge årgang 2002 vandt i weekenden den 18. og 19. juni Landsmesterskabet i 5-mands fodbold. Sidst det skete var i indendørs fodbold i 1987. Den gang hed trænere Ejnar Sand og spillerne hed bl.a. Peter og Ebbe Sand. For 2. gang i træk havde Hadsund Boldklubs U9 Drenge kvalificeret sig til Landsmesterskaberne i 5-mandsfodbold udendørs ved at blive kredsvindere i Nordjylland. De skulle derfor repræsentere Nordjylland ved mesterskaberne, som foregik på Sjælland i Lejre ved Roskilde.
Spillere og trænere var lørdag stået meget tidligt op og mødte i Hadsund Boldklub kl. 0700.
Efter en lang køretur fra Hadsund Boldklub til Lejre fik holdet indkvarteret sig, pakket ud, klædt om i fodboldtøj og til sidst indtaget frokost, før det pludselig blev alvor og drengene skulle ud i den første af 3 indledende kampe.
De 12 deltagende kredsvindere fra hele landet var opdelt i 3 puljer med hver 4 hold.
De 2 bedste hold fra de 3 puljer skulle dagen efter deltage i A-finalerne. Det var holdets mål at komme i A-finalerne.
Hver kamp varede 2 x 15 minutter.
Vi vidste på forhånd at niveauet ved Landsmesterskaberne er meget højt, så drengene var mere end klar til deres første indledende kamp mod Sønderjylland. De startede dog forsigtig og nervøst, men kom dog foran midt i 1. halveg. Forsigtigheden forsvandt dog efter scoringen og kampen endte med en 12-0 sejr til Hadsund.
Næste kamp var mod Vestsjælland, som havde tabt deres første kamp. Hadsund holdet viste sig også for stærke og de vandt kampen sikkert med 8-1. Holdets målsætning var således overraskende allerede opfyldt, idet holdet nu var klar til A-finalerne. Sidste indledende kamp var mod Roskilde, som også havde vundet deres 2 første kampe. Dette forhindrede dog ikke Hadsunddrengene i at hive endnu en sikker sejr hjem på 7-1.
Imponerende indsats af holdet, som på første spilledag fik ro til at afprøve mange forskellige pladser og opstillinger inden næste dags mellemrunde og finalekampe. Hadsund drengene havde overraskende vist sig en klasse bedre end deres modstandere i den indledende pulje. Rasmus, som havde stået meget sikkert i som målmand, nåede at få en kamp i angrebet. Simon og Adis var velspillende og begge scorede nærmest efter behag.
Efter afslutningen på lørdagens indledende kampe, kendte vi næste dags modstandere i mellemrunden. I første kamp skulle vi møde Farum BK, som repræsenterede Nordsjælland, og i anden kamp skulle vi møde Them IF, som repræsenterede Midtjylland. Der var i A-finalerne 2 puljer med hver 3 hold. nr. 1 ville komme i finalen om Landsmesterskabet og nr. 2 ville komme i Bronzefinalen.
Aftenen i Lejre blev af spillerne benyttet til at hoppe i 2 opsatte hoppeborge og til at deltage i sparkekonkurrence med hastighedsmåler, samt på at se Danmarks U21 Landshold tabe 1-3 til Island direkte på TV.
Trænerne nøjedes med at se landskampen.
Søndag stod den tidligt på første kamp i mellemrunden mod vores gamle kendinge fra Farum BK, som vi 2 gange tidligere har tabt til ved Landsmesterskaberne i indendørs og udendørs fodbold.
Hadsund drengene havde således stor respekt for Farum BK.
Drengene har tidligere 2 gange som U8 Drenge prøvet at vinde LM Bronze. Da kampen gik i gang vægtede det at nå en finale højere ende respekten for Farum BK i mellemrunden. I løbet af 1. halveg førte Hadsund 3-0.
En føring som aldrig kom i fare og kampen endte fortjent 4-1 til Hadsund.
Farum BK slog efterfølgende Them IF med 2-0, så det skulle gå meget galt, hvis Hadsund drengene ikke kunne spille sig i finalen i den sidste mellemrundekamp, hvor de kunne tabe med 2 mål og stadig komme i finalen.
Hadsund drengene tog dog ikke let på opgaven og sparede heller ikke på kræfterne. De vandt også kampen mod Them IF med 4-2. Også i denne kamp var Hadsund foran med 3 mål.
I finalen skulle Hadsund ligeledes møde en gammel kending fra Engesvang FB fra Midtjylland. Et hold som drengene ligeledes tidligere havde tabt til ved Landsmesterskaberne. Engesvang havde ligeledes vundet alle deres indledende kampe, så det var de 2 rette hold som stod overfor hinanden i finalen.
Pauserne mellem kampene blev benyttet til massage og til at tale om næste kamp.
Engesvang havde en lille fordel i at de havde spillet deres 2 mellemrundekampe tidligt på dagen. De havde således haft en lang pause inden finalen.
Kampen gik i gang og Engesvang kom klart bedst fra start og bragte sig hurtigt foran 2-0 til stor jubel for de mange medrejsende Midtjyske fans og familiemedlemmer. Et resultat som holdt til halveg.
Hadsund drengene havde ovenpå de hurtige scoringer fra Engesvang helt tabt modet og troen på sejr og de var nærmest handlingslammet og de sejrsvante drenge havde stort set ikke haft en eneste målchance i 1. halveg.
Drengene skulle vækkes og havde i 1. halveg slet ikke fulgt taktikken, så i pausen blev der talt med meget store bogstaver fra træneren. Det er nok her Hadsund drengene, som har ry for aldrig at give op, adskiller sig fra mange af deres modstandere. I stedet for at kaste håndklædt i ringen, så lyttede de denne gang til taktikken og det var et helt andet Hadsund hold, som indtog banen i 2. halveg.
Hadsund gav bolden op og fik i første angreb afsluttet på et langskud fra Oliver, som sneg sig lige uden om stolpen. Dette gav for alvor troen på at vi kunne få vendt kampen. I næste angreb erobrede midtbanen med Tobias og Andreas bolden, de spillede bande og fik bolden op til en fri William som reducerede til 1-2. I de efterfølgende angreb sad Hadsund drengene nu fuldstændig på kampen. Engesvang havde meget svært ved at kommer over midten. Hadsund drengene havde kræfterne og de havde nu også fået troen tilbage. I løbet af 5 minutter var kampen vendt og med 3 yderligere scoringer af William var det nu Hadsund som førte med 4-2. Der stod nu Hadsund på resten af kampen og selvom Engesvang bragte lidt spændning ind i kampen 3 minutter før tid ved at reducere til 4-3, så var det Hadsund drengene, der kunne bryde ud i jubel, da dommeren fløjtede kampen af.
En fantastisk og følelsesladet finale, med mange flotte mål, flot spil og fantastisk fight og comeback af Hadsund drengene.
Drengene kunne efterfølgende lade sig hylde som Landsmestere 2011 foran et stort antal deltagere og medrejsende fans. Et ganske imponerende resultat, i en stærkt besat turnering over 3 måneder med over 100 deltagende hold.
Drengene fejrede mesterskabet med sodavandsspøjt på hinanden efter præmieoverrækkelsen og en tur på McDonalds i Odense på vejen hjem til Hadsund.
Landsmestrene 2011 fra Hadsund Boldklub bagerst fra venstre:
Tobias Hjortshøj Jensen, William Nielsen, Andreas Busse Senft og Adis Hadzic.
Forrest fra venstre: Simon Malthe, Rasmus Konnerup og Oliver Overgaard.
Tillykke til U9 Drengene - "Vi giver aldrig op! :o)" |

 |